Børnehaven Det Gule Hus

Læreplan - Sociale kompetencer


Menneskets sociale kompetencer udvikles i fællesskab med andre mennesker og i særdeleshed gennem tætte relationer. Barnet bliver til i samspil med andre, derfor er det vigtigt at kunne indgå i fællesskaber.  Derfor er det nødvendigt at barnet skal kunne aflæse andre mennesker, men også selv kunne reagere hensigtsmæssigt i forskellige sociale sammenhænge. De væsentligste elementer i sociale kompetencer er empati, tilknytningsevne og at kunne forstå og indgå i de sociale spilleregler. For at børn udvikler deres sociale kompetencer bedst muligt, er det vigtigt, at de er omgivet af voksne, der støtter og guider dem i, hvordan man indgår og navigerer i de sociale spilleregler. Børn bliver socialt kompetente ved aktiv deltagelse i fællesskabet, der også rummer mulighed for anerkendelse. 



Læringsmål


At børnene lærer at forstå egne og andres følelser og derved udvikler empati.

At børnene får forståelse for de sociale spilleregler og normer, der er i vores kultur.

At børnene lærer, hvordan man bliver en del af fællesskabet.

At børnene støttes i at kunne indgå i tætte relationer og skabe venskaber.



Tiltag


Vi vil i det daglige sætte ord på børnenes følelser og hjælpe dem med at identificere de forskellige slags følelser, der opstår. Gennem blandt andet historier, billeder og illustrationer, musik og teater vil vi bevidstgøre børnene om de forskellige følelser, der er i et menneskes liv. 

Vi vil italesætte og guide børnene i de sociale spilleregler, der er en del af vores kultur. Vi vil ligeledes som voksne være forbilleder ved at omgås hinanden respektfuldt og anerkendende.

Vi vil støtte børnene i at blive en del af fællesskabet ved at lave fælles aktiviteter som ture ud af huset, rytmik, yoga, teaterprojekt osv. Vi vil bruge vores ”venskabsregler” til visuelt at tydeliggøre de normer og værdier, vi har i børnehaven, og hvordan vi ønsker at omgås hinanden.

Vi vil støtte børnene i at have tætte relationer ved at bakke op om venskaber og opfordre forældre til at lave legeaftaler med hinandens børn. 



Tegn på læring


Vi kan se, at vi er på rette vej, når...


Vi kan se, at børnene bliver bedre til at sætte ord på og identificere egne og andres følelser.

Vi oplever, at børnene bliver bedre til at lege, mestre de sociale spillerregler, løse konflikter og hjælpe hinanden i det daglige.

Alle børn er en del af børnefællesskabet og på deres præmisser deltager i børnehavens aktiviteter.

Alle børn har mindst en god ven i børnehaven. 



Dokumentation


Tidlig opsporing to gange om året.

Observationer for personalet af det enkelte barn og børnegruppen som en helhed.

Handleplaner.

Børnehaven Håbet, Det Gule Hus • 2700 Brønshøj • Tlf. 3828 3509 • boernehavendgr@gmail.com